Helt enkelt – en dejlig nem frokostsalat. Eller til middagen som tilbehør til fx et stykke stegt fisk eller kylling. I salaten har jeg brugt fennikel og rød grape som basis. Nødder er super sunde og giver ekstra sprødhed til salaten.

Antal: 4 personer

DET SKAL DU BRUGE
• 2 store fennikel
• 2 rød grape eller appelsiner / pomelo
• 1 dl pinjekerner el. fx valnødder, mandler, solsikkekerner
• 1 spsk grønne pistacienødder uden skal og salt (kan udelades)
• 1 - 2 dl granatæble kerner / færdigkøbt eller fra et stort granatæble
• Fennikel top i små stykker

Dressing
Salaten skal ikke svømme i dressing og den bør først hældes over salaten ved bordet, umiddelbart før serveringen.
• 1/2 dl jomfruolivenolie
• ½ dl Rosé balsamico / el. Hvid balsamico
• Havsalt

SÅDAN GØR DU
Skyl fennikel knoldene og fjern evt. den yderste grove skal, hvis den ser kedelig ud. 1 time før spisetid, snittes knoldene super tyndt og kommes i en skål fyldt med isvand. Skræl grapefrugterne med en skarp kniv, og skær dem i tynde skiver.

Rist pinjekerne gyldne på en varm pande. Hak pistacienødderne groft, pluk fennikel toppen i små stykker og rør dressingen sammen. Dup den snittede fennikel helt tør. Brug gerne en salatslynge og et viskestykke. Fordel alt på et fladt fad sammen med grapefrugt i skiver, granatkerner, nødder og fennikeltop. Rør dressingen sammen, smag til med salt.

To minutter før serveringen dryppes dressingen over salaten. Eller - sæt gerne en lille kande på bordet med dressingen – så kan man selv dryppe den på.

TIP
Fennikel bør ikke serveres i grove stykker. Den smager så meget bedre skåret / snittet i super tynde stykker. Hvis du har et mandolinjern er det oplagt at bruge. Smagen bliver bare så meget mere delikat på den måde. En god skarp kniv kan også bruges til at snitte fint med. Men prøv gerne Made by Mamas multijern. Den er genial til at fint snitte rå grøntsager.

Det gør underværker at lægge den fintsnittet fennikel, i iskoldt vand - en times tid før salaten skal på bordet. Det får fenniklen til at suge lidt at vandet til sig og blive endnu mere sprød og lækker.

RELATEREDE SPECIALITETER


Rose balsamico Hvid Balsamico Ekstra Jomfruolivenolie