Vi elsker is! Hjemme hos os er det ikke usædvanligt, at vi serverer is til dessert, når vi har gæster. Is er altid et sikkert hit - både hos børn og voksne. Jeg laver is med vores hasselnødde-chokolade smørepålæg. Det er super nemt og smager rigtig lækkert. Isen serveres fx som dessert, fyldt i sprøde vafler eller i en affogato. Top med drys, marengs, krymmel og/eller årstidens frugter og bær. Lad farverne og pynten passe til festens tema.

DET SKAL DU BRUGE 
Nok fyld til min 15 små vafler med 1 kugle i hver

  • 1 glas Nocciolata, Made By Mama
  • ½ liter piskefløde
  • evt. ekstra smagsgiver/frit valg, i form af:
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 tsk lakridspulver
  • 1 sjat Amaretto likør 

FORSLAG TIL TOPPING
mynteblade
mini marengs
spiselige blomster
kakaopulver
lakridspulver
nødder
krymmel

SÅDAN GØR DU
Tag glasset med Nocciolata ud af køleskabet i god tid før du vil piske chokolade cremen. Gerne mindst 2 timer før. Kom hele glassets indhold i en stor røreskål og hæld piskefløden henover. Nu tilsættes evt. smagsgiver, i form af vanilje, lakrids, likør… Men du behøver det ikke.

Pisk Nocciolata og piskefløden sammen, til cremet konsistens. Brug røremaskine eller håndpisker. Start med lav hastighed og sæt derpå lidt mere fart på. MEN PAS PÅ! Man må endelig ikke piske for meget, så bliver cremen grynet og stiv. Pisk stille og roligt, lav et par stop undervejs og check konsistensen. Cremen skal være blød og luftig. Fordel cremen i en plast bøtte der kan komme i fryseren og lad creme fryse til næste dag. Nu er den klar til brug. Tag den ud af fryseren 10 – 15 minutter før isen skal anrettes.

ANRETNING
Kom kogende vand i et glas. Stil is-skeen i det varme vand. Tør skeen af og form en kugle is, der kommes i vaflen. Sæt skeen i det varme vand imellem hver gang der skal formes en is-kugle. Arranger isvaflerne i små glas eller bægre, fyldt med sukker. Så står vaflerne fast og vælter ikke. Har du er kagefad på fod, ser det flot ud, at sætte de pyntede vafler på fadet. Det løfter hele anretningen.

TIP
Den færdige creme kan også bruges som fyld i en lagkage eller som topping på en kage.

TIP
Den frosne iscreme er også et genialt element i en affogato, overhældt med espresso kaffe. Eller som læskende iskaffe. Hæld et par Nocciole kugler over med 1 shot espresso, tilsæt et par isterninger og et skvæt af din yndlingsmælk fx mandelmælk.