Panettone er en italiensk kage, der især nydes i juletiden. Egentlig er ”kagen” en krydsning mellem en kage og et brød, i form af en let og luftig gærdej tilsat smør, æg og kandiseret frugt. Den ser imponerende ud og pakkes altid smukt i en æske. Er man i Italien i juletiden, kan man se familierne gå rundt med en flot æske i snor – altså med en Panettone kage – der skal nydes i juledagene.

Historien forlyder at Toni, en ung, forelsket bagersvend, distræt tabte en masse rosiner i brøddejen. Således blev det helt almindelige brød ”pane” til Tonis brød. Pane di Toni - senere bare Panettone.

Panettone bages oprindeligt af en gærdej som er besværlig at bage og med hævning over flere omgange. Derfor har jeg snuppet grundideerne, men lavet opskriften om til en slags muffin, hvor der indgår bagepulver i dejen. Mine panettone muffins indeholder al den karakteristiske smag af kandiserede frugter, som panettone er blevet kendt så for.

TIP
Begynd dagen i forvejen. De tørrede frugter skal ligge i rom natten over. Du kan bruge appelsinjuice i stedet for rom, hvis der er børn i familien. Du kan bage kagerne i en normale papir muffinsforme. Jeg har dog god erfaring med at bage i canelé forme i gummi, der giver fine ”riller” i de små kager. Ellers er det en god idé generelt at bruge gummiforme til muffins. Du kan også bage i små ramekin / souffle´ forme, men husk at smøre dem godt med smør, før dejen kommes i. Hold også øje med bagetiden, der kan være forskellig, alt efter hvilken form du benytter.

SÅDAN GØR DU
• 250 gram hakkede tørrede frugter / fx papaya, ananas, rosiner, kandiseret appelsin- og citronskal – du bestemmer selv blandingen
• 1 – 2 dl rom eller appelsinjuice
• 100 gram blødt smør 
• 4 spsk olivenolie fra Made by Mama
• 150 gram sukker
• 3 æg str. M
• 1 spsk rosenvand / kan udelades
• 300 - 350 gram hvedemel
• 3 teskefulde bagepulver
• 2 – 3 dryp hvid balsamico / kan udelades
• 1/2 tsk salt
• 2 dl mælk / alm el. mandelmælk
• Ekstra smeltet smør til at smøre bageformene med.

PYNT (EFTER EGET VALG)
• Perlesukker
• Flormelis
• Blade eller små grene
• Cocktailbær
• Guldstøv

SÅDAN GØR DU
Kom tørret frugt og rom i en stor skål og rør. Dæk skålen med plastfolie, og lad den stå natten over.

Forvarm ovnen til 180 grader. Smør de valgte forme godt med smeltet smør

Kom smør, olie og sukker i en skål og pisk til cremet og hvidt. Pisk æggene og rosenvand i, hvis du bruger det. Bland mel, bagepulver og salt sammen og sigt melblandingen i smørcremen skiftevis med sødmælken. Rør frugten og lidt af væsken i dejen. Hold igen med væsken, til du mærker om dejen kan klare lidt mere. Den må ikke blive sjasket og tynd.

Fordel dejen i de valgte smørsmurte forme. Fyld kun formene 3/4 op – der skal være plads til at dejen hæver. Drys evt. med perlesukker på toppen. Bages i 18-20 minutter, eller indtil dine muffins er gyldne på toppen.

Jeg sætter først uret på 15 minutter. Derpå stikker jeg lige en kødnål ned i midten og checker om dejen er gennembagt. Hvis der er rå dej på nålen, skal kagen have lidt længere tid. Sæt nu uret på 5 minutter af gangen. Når kagerne er gennembagt og gyldne tages de ud af ovnen. Lad dem afkøle på en rist.

TIPS
De små panettone kager kan pyntes efter eget ønske. Et drys flormelis er altid smukt og ellers kan du bare bruge det du har ved hånden.
De små fine kager er velegnet til at fryse ned. Lav en stor portion og tag op løbende igennem juledagene. Smager skønt til kaffe eller te.