"Riv-og-del" ostefyldte boller. Lige noget for børnene i deres madpakker eller tag dem med på picnic til skov og strand eller server dem til havefesten. Dyp bollerne i en færdigt købt passata, eller lav en portion selv. Hvis du vælger at købe passata færdigt, så varm den op og tilsæt et par finthakkede fed hvidløg – for at optimere smagen. Serveres kold.


DET SKAL DU BRUGE
DEJ
2 dl ostevalle fra mozzarella osten
3 dl lunkent vand
2 tsk tørgær
1 knsp sukker
1 sjat olivenolie
1 tsk havsalt
500- 550 gram mel plus lidt mere til bordpladen
150 gram mini mozzarella kugler, drænet vægt, 16 stk.

URTESMØR
100 gram klaret smør / GHEE
1 spsk tørret pizza krydderi


SÅDAN GØR DU
Kom væsken fra Mozzarella´en og vandet i en stor skål. Kom gær, salt, olivenolie og sukker i væsken og rør indtil gæren er opløst. Lad blandingen stå på køkkenbordet i 15 minutter, eller til overfladen skummer let. Kom melet i og rør, gerne på røremaskine i 10 minutter, til dejen slipper siderne og dejen er glat og elastisk. Læg dejen i en olieret skål og dæk med husholdningsfilm. Lad hæve på et varmt sted i 1 time, eller indtil dobbelt størrelse. Slå dejen ned med dine hænder, og del den i 18 kugler – vej dem af. Tryk hver kugle flad, og kom en mozzarella kugle ind i midten af hver. Fold dejen omkring osten og sæt samlingen ned i et rundt olieret ovnfast fad (ca. 35 cm i diameter), eller på en bageplade – ikke for tæt, bollerne skal kunne hæve lidt. Dæk med olieret husholdningsfilm og lad dem stå og efterhæve igen i 30 minutter.

Opvarm ovnen til 220 grader.
Lav urtesmørret ved at smelte smørret i en gryde. Tilsæt de tørrede krydderier, rør rundt og sluk for varmen. Lad trække.
Pensl dejkuglerne med urtesmør. Skru ovnen ned på 200 grader og bag bollerne i 20 minutter, indtil de er hævet flot og er bagt pænt gyldne.
Når de kommer ud af ovnen pensles de med det resterende smør og afkøles. Serveres med tomat passata som dip.


TIPS
Bollerne i denne store størrelse er også velegnet som burgerboller.
Bollerne kan fryses ned og lunes i ovnen efterfølgende.
Halver Mozzarella kuglerne og lav 36 små portionsboller, fremfor store boller.
Er der mere smør tilbage, smager det dejligt at smøre på bollen under fx pålæg.


TOMAT PASSATA
1 kg tomater
3 fed hvidløg
3 stilke bladselleri
3 små løg
Friske krydderurter, basilikum, oregano, rosmarin, timian - frit valg!
Olivenolie
Salt
1 nip sukker
1 par dryp mørk balsamico

Skær alt i små stykker og lad det simre i 20 – 30 minutter til alt er udkogt. Lad køle lidt ned og kør det hele igennem på blenderen.
Skyl henkogningsglas i kogende vand, og vend Atamon indeni glassene
Kom den blendede passata tilbage i gryden og lad simre lidt. Smag til med olivenolie, salt og lidt sukker. Og evt. et par dryp mørk Balsamico.
Fyld saucen på glas - ¾ op.

HVIS DU VIL GEMME PASSATAEN
Fyld en stor gryde op med vand kom konservesglas/flasker i gryden. Dæk glas/flasker helt med varmt vand (koldt vand kan få de lunkne flasker til at eksplodere!) og henkog / sterilisér din "passata" ved at holde gryden i kog i mindst en halv time. Glassene med passata kan holde sig frisk i 7- 8 måneder.