Der er mange opskrifter på brød i Toscana, de fleste er uden salt og kun med hvidt mel. Opskriften på Ciaccia Rustica, har jeg engang fundet i en italiensk kogebog, og det passer bare meget bedre til vores danske brødvaner.
 
1,5 dl mælk
1 dl øl
25 gram gær
50 gram rugmel
450 gram hvedemel
250 gram kogte mosede kartofler - afkølet
3 spsk. olivenolie
1 spsk. salt
 

Topping:
frisk hakket rosmarin
brunede løg
terninger af bacon / skinke
reven ost eller ost i terninger
 
 
Lun mælk og øl og hæld det i et bagefad. Opløs gæren i væden og tilsæt resten af ingredienserne. Dejen æltes glat. Jeg bruger altid min kitchen Aid køkkenmaskine. Alt kan dog sagtens gøres i hånden. Læg dejen i et smurt fad med olie i bunden og sæt til hævning i ca. 2 timer. Dæk af med tæt låg eller husholdningsfilm.
 
Gør 2 bageplader parat med bagepapir, gerne smurt med olivenolie.
Del den hævede dej i to og hæld den ud på bagepladerne. Smør hænderne ind i olivenolie og pres dejen ud på papiret med fingrene. Kom det fyld på toppen du har valgt og bag brødene i ovnen ved 180 grader i 25 minutter. Hold øje med brødene, de skal være gyldne og sprøde på toppen.