Skøn og saftig sommersalat med vandmelon. En lidt ny udgave af den italienske kendte insalata caprese med tomat, mozzarella og basilikum. Jeg har gjort salaten lidt mere sprød og fyldig og så topper jeg den med frisk mynte. Salaten fungerer godt som tilbehør til grillmad, sammen med andet tilbehør.

Tilberedning: 15 minutter

DET SKAL DU BRUGE
1 stort serveringsfad
1 moden vandmelon – gerne kernefri og kold
1 agurk - kold
1 kugle mozzarella / fetaost kan også anvendes
1 bundt mynte
1 dl pinjekerner – ristet gyldne på panden
Olivenolie, evt. med citron eller chili
Hvid balsamico
Salt og peber
1 bdt frisk mynte
Sumak eller tørret chili, såsom Aleppo paprika eller Piment d´Espelette


SÅDAN GØR DU
Skær skrællen af vandmelonen, fjern evt. sorte kerner og skær det røde frugtkød i mundrette stykker. Halver agurken og fjern kernerne med en teske. Skær derpå de halve agurker i både. Pluk myntebladene af stilkene og hak dem groft. Gem lidt hele blade til pynt.


ANRETNING - LIGE FØR GÆSTERNE ANKOMMER
Nu skal salaten samles. Læg agurk og vandmelon i lag. Vend rundt med fingrene. Tilsæt halvdelen af mynten og drys med salt og peber. Vend rundt igen. Bryd mozzarellaen i små mundrettet hapser, også med fingrene. Top salaten med Mozzarella og dryp med den valgte olie og hvid balsamico. Drys mynte over og pynt med de ristede pinjekerner og mynteblade. Hvis du har lyst, smager det dejligt med lidt ekstra krydderi på toppen fx Sumak, Piment d ´Espelette eller tørret Chipotle chili.

PRONTO – så hurtigt og nemt er det at lave en lækker vandmelonsalat.

PS – salaten fungere også perfekt som madpakke og på picnicturen. Vent med at dryppe olie og eddike over, til lige før den skal spise.


TIP
Du kan også vælge at dryppe salaten med pesto, lavet i en fart, med vores tørrede pesto krydderier.


HVAD ER SUMAK?
Sumak er et alsidigt krydderi, der tilfører en frugtig, syrlig og citrusagtig note til din madlavning. Det er særligt populært i landene rundt om Middelhavet.


HVAD ER PIMENT D´ ESPELETTE?
Piment d'Espelette er det eneste AOC/DOP certificerede krydderi i Frankrig og har kultstatus i gourmetverdenen. Det er en elegant, middelstærk paprika i flager med letrøget note, som produceres i den franske del af Baskerlandet. Bruges som drys og krydderi på alle dine yndlingsretter.

HVAD ER CHIPOTLE CHILI
Chipotle er en røget chili, dyrket i Chihuahua i Mexico. Chilien tørres over flere dage i brændefyrede røgkamre. Smagen er en kombination af styrke, frugt og røg, som typisk indgår i saucer, salsa og marinader.