Jeg elsker en god muffin, især med lækker citron smag. I denne opskrift er zucchini den ”hemmelige” ingrediens. Den holder på fugten og gør dine muffins saftige og lette.

DET SKAL DU BRUGE
Bliver til ca. 14-18 muffins

• 1 usprøjtet citron / reven skal og saft
• 2 faste zucchini / ca 300 gram afdryppet, reven zucinni
• 100 gram blødt smør
• 200 gram rørsukker
• 4 æg str. S/M
• 275 gram hvedemel, måske lidt mere
• 2 spsk. blå birkes
• 2 tsk. bagepulver
• 1 tsk vaniljepulver
•1 nip salt
• Muffinforme

TOPPING
Citronolie, Made by Mama
• Flormelis

PYNT
• 1 lille fast zucchini, skåret i strimler med en tyndskræller - eller spiselige blomster.


SÅDAN GØR DU
Tænd ovnen på 180° / varmluft.

Riv citronskallen på den fine side af et rivejern, og pres saften af citronen. Riv zucchinien på den grove side af et rivejern. Sæt den revne zucchini til afdrypning i en sigte, pres evt. ddet sidste væde fra i et viskestykke. Pisk rørsukker, reven citronskal, vanilje, salt, birkes og smør sammen. Tilsæt æggene ét ad gangen. Vend citronsaft og den afdryppede squash i dejen. Tilsæt sigtet mel og bagepulver, og rør det hele forsigtigt, men godt sammen.
Fordel dejen i muffins-forme, og sæt dem i en bageform med huller til muffins. Du kan også sætte dem på en bageplade, men vær forsigtig, de vælter nemt. Bages i ovnen i ca. 10 - 15 minutter. Stik en kødnål eller en trægrillpind midt i en kage, og check om dejen er gennembagt. Er der rå dej på pinden, skal kagerne have lidt længere tid. Tag kagerne ud af formen, og afkøl dem på en bagerist. Rør citronolie-glasuren sammen og fordel over kagerne. Pynt dem med zucchiniruller eller blomster på toppen og kagerne er klar til servering.

TIP
Hvis du har olie eller smør på spray dåse, er det en god ide´ at spraye papirformene med fedtstof før dejen fyldes i. Nogle papir forme suger dejen til sig, og papiret kan være svært at få af.

VÆRD AT VIDE
Hvad er forskellen på squash, courgette og zucchini? Kært barn har mange navne. Det korte svar er, at der ikke er nogen. De tre forskellige navne er brugt i forskellige lande, squash på amerikansk, courgette på fransk og zucchini på italiensk.